Online prædikener under corona lukningen af kirkerne

Prædiken til 1. søndag efter påske (19. april 2020)

Læsning fra Det nye Testamente:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

 

”Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vogt mine lam!” Igen, for anden gang, sagde han til ham: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” Han svarede: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vær hyrde for mine får!” Jesus sagde til ham for tredje gang: ”Simon, Johannes’ søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: ”Har du mig kær?” og han svarede ham: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.” Jesus sagde til ham: ”Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.” Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: ”Følg mig!” ” (Joh. 21,15-19)


Prædiken – Johannesevangeliet 21,15-19

Nu er vi kommet om på den anden side af påsken, og vi kan efterhånden mærke, at situationen med coronakrisen har varet længe. De første par uger har vi skulle vænne os til de mange nye tiltag, hvor vi skal holde afstand. Derved går vi imod det, som er naturligt for os at gøre, når vi mødes med hinanden. Vi plejer at give hånd og måske et lille knus. Men nu gør vi det modsatte af, hvad vi plejer. Vi holder afstand. Når vi færdes udenfor, går vi et ekstra skridt væk – blot for en sikkerheds skyld. Når vi køber ind, så tager vi den største indkøbsvogn – også selv om, at vi egentligt ikke skal købe stort ind. Indkøbsvognen er god til at sørge for, at vi holder afstand med hinanden. Det er blevet vores nye hverdag.

    De to første uger med isolation er pludselig blevet til mange flere uger. Nu åbner Danmark forsigtigt op, men de fleste af os skal stadig blive hjemme. Jeg kan være bekymret for, hvad dette gør ved os på lang sigt, at vi skal holde afstand og være isolerede. Vi ved med vores fornuft, at det, som vi gør i fællesskab – holder afstand – er det rigtige og det næstekærlige, men derfor kan det godt være hårdt at undvære fysisk kontakt med vores medmennesker. Teologen Løgstrup taler om de suveræne livsytringer som fx tillid, barmhjertighed og kærlighed.[1] Det er noget, som vi mennesker deler med hinanden helt naturligt og spontant, og det giver os et sundt mentalt helbred. De suveræne livsytringer er udfordrede i disse tider. Vi mærker, at det er imod vores natur at holde afstand. Hvad gør det ved os, når vi i mistro og frygt for smitte må springe en meter væk, hvis en person er kommet for tæt på? Vi mærker tydeligt en mangel på vores krop, når vi møder et menneske og viger et skridt tilbage for at holde afstand.

    Der er noget, der hedder hudsult. Det er en sult, en længsel, en trang, som vi mennesker mærker, når vi kollektivt må holde afstand med hinanden. Det er trangen til at blive rørt helt konkret af et andet menneske – at mærke samhørigheden. Før coronakrisen tog vi måske denne berøring – fx et håndtryk eller et lille knus – for givet. Det var noget selvfølgeligt. Men nu står vi i en mangelsituation, hvor vi er i underskud. Men det er en følelse, som vi er fælles om.

 

I teksten til 1. søndag efter påske hører vi om, at Jesus spørger Peter, om han elsker ham mere end de andre. Peter svarer omgående ja og tilføjer, at Jesus må da vide, at han har ham kær. Jesus spørger ham endnu engang, om Peter elsker ham, hvilket Peter svarer ja til. Men da Jesus spørger ham en tredje gang, om Peter har ham kær, reagerer Peter som et hvilket som helst menneske vil gøre det, når det samme spørgsmål bliver stillet tre gange. Han bliver bedrøvet, fordi han ikke føler, at hans ord bliver troet. Han siger: ”Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.” (Joh. 21,17). Peter bliver bedrøvet, fordi han ved, at Jesus ved alt.

    Denne samtale mellem Jesus og Peter skal ses i lyset af, at Peter skærtorsdag fornægter Jesus tre gange, og den har til formål at vise Peter som et helt almindeligt menneske, der ønsker at gøre det gode og være modig, men som uforvarende kommer til at gøre det modsatte. Da det brændte på og blev et spørgsmål om liv og død, fornægtede Peter at være Jesu discipel, og han fornægtede Jesus tre gange, inden hanen galede (Joh. 18, 15-27). Alt dette vidste Jesus. Jesus svarer Peter:

”Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt

du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel,

skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre

dig hen, hvor du ikke vil.”  (Joh. 21,18)

 

Til sidst siger Jesus: ”Følg mig!” (Joh. 21,19)

 

Det er som om, at Jesus vil styrke Peter og berede ham til det, der bliver hans fremtidige opgave – en opgave, som Peter får, når Jesus ikke længere er der. Peter er den klippe, som Kristus vil bygge sin kirke på (Matt. 16,18). Skærtorsdag skælvede den grund, da Peter fornægtede Jesus tre gange efter, at Jesus var blevet taget til fange. Jesus vil berede Peter til hans fremtidige martyrdød, når han er gammel, hvor han som én af lederne af menigheden i Jerusalem bliver taget til fange og korsfæstet. Dette understreges af Jesu ord: ”Følg mig!”

 

Vi kan jo egentligt godt forstå, hvorfor Peter bliver bedrøvet. Vi ville også blive ked af det, hvis en god og nær ven tre gange i streg spurgte os, om vi holder af ham. Vi ville komme i tvivl, om den tillid, der er imellem os, nu også er intakt.

    Kierkegaard fremhæver denne samtale i Kærlighedens Gjerninger.[2] Det interessante er, at selv Jesus, der er sandt menneske og sand Gud – selv han har brug for kærligheden. Lige som alle andre mennesker, så har Jesus en trang til at elske og at blive elsket af andre mennesker. Uden denne kærlighed mellem mennesker går vi til grunde. Det ligger i vores natur at have en trang til at elske andre og at blive elsket. Vi har en trang efter selskab og samvær med andre mennesker. Det er kærligheden og tilliden mellem mennesker, der er limen i vores fællesskaber. Det, der slår mig, er, at vi i denne coronatid har formået at udvise storsind, solidaritet og medmenneskelighed, selv om vi lider afsavn fra det, der naturligt holder os oppe som menneske – nemlig vores fællesskaber. Fællessangen på DR1 hver morgen er den lim, der holder sammen på os alle og får os til at mærke varmen fra fællesskabet, selv om vi står i vores egen stue. Det har givet os lidt varme, mens vi venter på, at det fysiske samvær med andre mennesker kan vende tilbage.

    Kierkegaard taler også om næstekærligheden som en trang. Når vi vælger Gud til, så bliver vi forpligtede på det, som Gud vil, at vi skal gøre, nemlig elske hinanden. Da har vi en kristelig trang til at elske næsten, som er ethvert menneske uden undtagelse. Vi kan ikke tænke os at gøre andet. Når vi hjælper et medmenneske, er det en rigdom af kærlighed. Jo mere vi øser af os selv til andre mennesker, jo større rigdom af kærlighed vil vi have i vores liv.[3]

    I denne tid ser jeg næstekærligheden vise sig overalt i ønsket om at skærme det udsatte medmenneske mod smitte.

 

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.


Amen.


Kirkebøn

Herre, vor Gud,

hold din beskyttende

hånd

under os,

og hold os oppe,

når mørket og tvivlen er der,

og lad lyset komme

og fylde vores hjerter,

fylde os med håb,

så vi kan holde fast i troen

og finde fodfæste.

 

 

”Trøst og styrk du, vor Gud, de af os, som er syge og sorgfulde. (…)

Vær med din nådige hjælp hos os alle, når vi lider under anfægtelser. (…)

Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. (…)

Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar Dronning Margrethe og kongehuset. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed.”

 

Amen.

 


[1] Løgstrup, Opgør med Kierkegaard, s. 102, 124 og Den etiske fordring, s. 17.

[2] Kierkegaard, SV, bd. 12, Kærlighedens Gjerninger, s. 150-152.

[3] Kierkegaard, SV, bd. 12, Kærlighedens Gjerninger, s. 70-71, 79.

 

Prædiken til 1. søndag efter påske.