Skærtorsdags klumme

Frygt og bæven

En mørk skikkelse sidder på knæ i stilhed under et træ lidt for sig selv. Han er en anelse foroverbøjet og ryster en smule, fordi det er blevet aften. Hans ansigt er bøjet nedad i bøn, og øjnene er let lukkede, mens hans læber bevæger sig en smule. En enkelt gang løfter han blikket mod himlen, og i lyset fra månen kan jeg se rædslen i hans blik. Så synker han endnu længere sammen.

Sådan forestiller jeg mig Jesus i Getsemane Have skærtorsdag aften, hvor han for et øjeblik er alene, mens disciplene sover et stykke derfra. Han ved, hvad der skal ske den næste dag. Vi kan kun forestille os hvilke tanker, der løber igennem hans hoved. Han må have følt sig isoleret, alene og fyldt op med tvivl og angst. Han må have spurgt sig selv, om der ikke er en anden mulighed – en udvej væk fra den næste dags pinsler?

     I Lukasevangeliet siger Jesus:

”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje,

men din.” (Luk. 22,42)

 Den stemning af usikkerhed og frygt hos Jesus afspejler den stemning, der lige nu er i verden. Det er med frygt og bæven, at vi følger nyhederne med dagens nye tal for smittede og døde. Hver for sig er vi isolerede fra de mennesker, som vi holder af, i solidaritet med det udsatte medmenneske. Vi må prøve på at bevare roen og ikke lade mismodet få overtaget. Inderst inde mærker vi angsten for dagen i morgen brede sig. Spørgsmålet presser sig på hvor længe, at denne uvished vil fortsætte? Hvor længe skal vi lide socialt afsavn? Angsten for, at det er ens nærmeste, der bliver syg og måske endda dør af coronavirus, breder sig som en mørk skygge.

    I Frygt og Bæven (1843) skriver Kierkegaard om Abraham, der af Gud bliver bedt om at ofre sin søn Isak. Han beskriver Abrahams vandring til offerstedet og de tunge tanker, som han må have haft på vejen derhen. Han er tavs. Han erkender, at Isak er tabt, men på samme tid får han sin søn tilbage i kraft af sin tro på Gud. Gud er mulighed, når der ikke længere er mulighed. Han har tillid til, at det er en prøvelse, og at Gud vil stoppe ham. I sidste øjeblik stopper Gud Abraham.

    Jesu bøn til Gud i Getsemane Have om, at bægeret må gå ham forbi, hvis det er muligt, viser noget meget menneskeligt. Vi vil gerne tage pligten på os, men frygter på samme tid konsekvensen af den. Angsten og uvisheden er et eksistentielt mørke. Men i det største mørke er der stadig lys – et håb, der vil bryde igennem mørket og trænge det bort. Gud er mulighed, når der ikke længere er mulighed.

Pernille Skov Vilhelmsen,

sognepræst i Skellerup og Ellinge Kirker.